Det marokkanske køkken er lækkert, varieret og oftest en delikatesse..
Vi vil hen over sommeren bringe nogle opskrifter på retter fra Marokko og hvor man naturligvis også kan lade argan olie indgå som ingrediens.
I Marokko bruger man i familierne ikke færdigretter og alt mad laves stort set fra bunden af friske råvarer. Overalt kan man købe friske grøntsager og frugter og er man heldig så bor man et sted hvor sælgerne kommer forbi dagligt med deres grøntsager trukket på et lad efter et æsel. Disse grøntsager kommer direkte fra gårdene og distribueres så fra Inezgane og videre ud. Naturligvis importeres der også nogle grøntsager til Marokko, men ingredienserne fra det marokkanske køkken er generelt fra Marokko.
Opskrift nr. 1 – Hjemmelavet amlou.
Amlou er en marokkansk specialitet, en form for dip til brød, som er lavet af ristede mandler, argan madolie og honning. Husk at det skal være den version af arganolien der er beregnet til spisning som du skal anvende. Amlou er ekstremt nemt at lave, og har man selv lavet det, så køber man det ikke fremover, da man jo netop i sit eget køkken kan ramme lige den smag der passer en bedst.
Amlou med arganolie, serveres normalt i forbindelse med morgenmaden eller i løbet af dagen sammen med te med mynte eller andre urter. Når man knuser mandlerne kan det gøres manuelt i en mortel eller man kan bruge en kødhakker, det bedste resultat opnås ved at mandlerne konstant er i kontakt med de skarpe knive hvis man bruger elektriske apparater.
Tid i alt: Ca. 25 minutter
Du skal bruge følgende ingredienser:
200g mandler – rå/usaltede og gerne fra Marokko men kan være svære at få i Danmark, og ellers spanske.
180g arganolie – svarer til ca. 200ml.
200g lun honning.
Det er den simple og originale opskrift på amlou. Nogle vælger så at anvende granulleret sukker, som delvis erstatning af honning, og en smule salt. Der findes forskellige typer honning der kan anvendes, den mest almindelige i Marokko er “orange honey” altså honning fra bier der henter nektar fra appelsinplantagerne.
Tilberedning: Forvarm ovnen til 190 grader. Spred mandlerne på en ubehandlet bageplade og rist dem i ca. 15 minutter eller længere hvis nødvendigt, indtil mandlerne er sprøde og brunede, men IKKE brændte.
Lad mandlerne køle lidt af og brug derefter en mortel eller en blender, og gerne i flere omgange for at opnå en blød masse. Ved brug af en blender er det en fordel at man “ryster” den lidt under processen for at undgå at den blendede masse bare sætter sig på siderne.
Nu skal du tilsætte arganolien og dette gøres stille og roligt enten ved at blande med et piskeris eller blenderen på laveste omdrejningsniveau. Du kan tilsætte noget der ligner en spsk. ad gangen. Bemærk at mængden af olie der er brugt her i denne opskrift følger den oprindelige opskrift fra Marokko, men man kan vælge at justere mængden af olie så man opnår den konsistens man ønsker.
Nu kan man lune honningen, og når den er håndvarm/lunken, så tilsætter man den under omrøring og efter få minutter er den klar til servering. Man kan servere det i en lille skål eller i en undertallerken og derefter dyppe brødet i det.
Holdbarheden på din hjemmelavede amlou er op til 2 mdr. hvis den opbevares køligt og mørkt. Husk at omrøre inden servering.
Bon appetit 🙂
Indtil vi får lavet vores egne videoer, så kan I se hvor let det er at lave her:
Marokkanske opskrifter,